Menu

Er vores demokrati virkeligt så svagt ?

6150615c39

Hizb ut-Tahrir, det islamistiske parti med afdeling også i Danmark, trækker i disse dage kritiske forsider hjem. Men er vores demokrati virkeligt så svagt, at det ikke længere orker eller kan rumme holdninger, som hendes flertal ikke bryder sig om?

Den danske afdeling af det globale islamistiske parti Hizb-ut-Tahrir er som andre af partiets afdelinger altid på jagt efter avisforsider. Omtale giver opmærksomhed og kan lokke flere medlemmer til. Nu har Hizb-ut-Tahrir været så smarte at leje sig ind i Det Kongelige Bibloteks bygning "Den sorte diamant", en bygning som regnes for en af Danmarks nationale stoltheder. Der skal de så afholde et debatarrangement med emner som væbnet muslimsk modstand mod fremmede styrker i Afghanistan, og dermed også mod de danske soldater.

Temaet er usympatisk og provokerende, og det har med rette foraget store dele af den danske befolkning. Mange har spurgt, om det overhovedet er i orden at et så kontroversielt islamisk parti, som er yderst fjendtligt indstillet til Vesten og Danmark, har ret til at debattere krigen i Afghanistan og den danske deltagelse med et særdeles kritisk udgangspunkt. Og kan man helt lovligt mene, at danske soldater må bekæmpes i Afghanistan. Og skal bevægelser eller partier, der har som et mål at afskaffe demokratiet, have ret til at eksistere.

Disse spørgsmål burde være simple at besvare, men er det desværre ikke i disse dage.

At det oftest for en stat er nemmest at forbyde, lukke, fjerne, fængsle og udrydde det, som flertallet tager afstand fra, er uenig i eller sågar føler sig truet af, er set før, når totalitære ideologier båret frem på demokratiets ryg har fået lov til at hærge løs på samme menneskefjendske måde som 30ernes tyske nationalsocialister eller de russiske Stalinister.

Men hvis man anser vores nutidige danske demokrati og ytringsfrihed, som værende et stærkt modspil og værn mod ekstremisme og reaktionært antidemokratisk eskapisme, burde det slet ikke være nødvendigt at hoppe med på vognen af forbud og ytringspuritanisme her i 2011.

At nogen skulle kunne gøre sig til dommer over andre menneskers handlinger og holdninger er en klassisk kortslutning, der allerede blev afsløret som det reneste hykleri i Biblen: "Hvem er ren nok til at kaste den første sten, spurgte Jesus og ingen meldte sig". Og vi ser det igen i det nye Testemente, når romerne lader folkepøblen afgøre, om Jesus skal benådes eller dø på korset. Ingen af disse to eksempler er værdige eksempler til at efterfølge i et demokrati. Hverken den individuele moral eller renhed eller folkestemningen, uanset om folkestemningen er båret af et flertal. Dømmes kan man i et demokrati kun af en domstol, der holder sig til den demokratiske lovgivning der udgør et fundamentet for ethvert demokrati.

I et demokrati er det fuldstændigt lige meget med spekulationer om flertallet gerne vil fordømme og straffe, eller om hvem af os mon er ren nok til at kaste den første sten mod alle andre. Vi har nemlig alle lov til at være urene og beskidte i vores tanker, holdninger og handlinger, så længe vi husker på at overholder landets love. I et demokrati er det ikke mennesker og deres personlige sympatier eller antipatier som dømmer og beslutter, men loven. I et demokrati har vi alle frikøbt os fra det moralsk umulige ansvar, som det er at leve op til at være rene som enkelt individ nok til at kaste med sten på og dømme andre. Hos os er det domstole, som kaster den første sten, eller på nudansk dømmer over ret og uret. Ganske enkelt fordi loven er hævet over den enkelte borgers egen moral og holdninger og findes for at beskytte alle, ikke bare flertallet og deres holdninger.

Individets frihed og retten til at forsamle sig og ytre sig frit er nogle af de mest grundlæggende værdier i det danske samfund. Men for at alle kan ytre sig eller forsamle sig frit, uden frygt for at blive forhånet, nedgjort, forfulgt eller udsat for racisme, kan domstolen dømme straf ikke kun for konkrete handlinger, men også straffe meninger og holdninger, når de er fremsat i offentligheden på så grov og generaliserende måde, at de krænker andre medborgeres ret til at kunne  færdes frit og ligeværdigt i samfundets offentlige rum.

Set i det lys er det måske derfor slet ikke Hizb-ut-Tahrir eller andre ekstremisters holdninger, som er vores sande fjender. Måske er det vores egen modvilje til også at dele det offentlige rum med dem, vi ikke er enige med, selv når deres holdninger og handlinger holder sig inden for lovgivningens rammer. Måske er denne mangel på rummelighed den værste fjende for individets frihed.

Det er så nemt at forelske sig i Dansk Folkepartis mennesketomme nationalistisk besjælede kornmark. Men den er desvære ikke virkelig. Danmark er ikke en nationalistisk og reaktionær, mennesketom kornmark. Danmark er et flerkulturelt, pluralistisk, moderne demokrati, hvor der i landets lov er nedskrevet og med et demokratisk flertal vedtaget, at selv kræfter som er imod demokratiet har lov til at deltage i samfundet, forsamle sig og tale frit, så længe loven overholdes.

Antidemokratiske holdninger skal bekæmpes med argumenter, beviser og debat – ikke med forbud og udstødelse, det skaber kun bund for matyrisme og yderligere radikalisering.

Et forbud af Hizb-ut-Tahrir eller andre ekstremistiske bevægelser og partier vil blot være en blåstempling af sådanne bevægelser. For hvad er mere spændende for en ekstremist end at deltage i hemmelige forbudte møder og være frygtet af flertallet.

Vi vælger selv om vi vil bevare et stærkt, inkluderende og åbent demokrati, eller om vores demokrati skal være svagt og kun for dem, vi er enige med og ikke frygter. Vælger vi det sidste kan vi være sikre på, at det netop er det valg som yderliggående islamister, nazister eller andre antidemokrater ville have valgt for os.

De ernærer sig og vokser alle af vores frygt for dem og deres holdninger. De ved at forbud af deres bevægelser og partier kun vil gøre dem endnu stærkere. Netop derfor forsøger yderliggående kræfter konstant at bringe sig selv på koalissionskurs med resten af det samfund, de manøvrerer rundt i. Kort sagt, jo mere de er hadet, jo mere ekstreme har de en tendens til at ende ligesom Det National Socialistiske Parti i Tyskland (NSPD), der først efter at være blevet forbudt opnåede den massive tilslutning, som i sidste ende gav Hitler magten via et demokratisk valg.

Hizb-ut-Tahrirs møde i Den sorte diamant er åbent for alle, så hvorfor ikke udnytte den åbenhed og deltage i debatten inde i salen. Hvorfor holde sig til at stå udenfor og forsøge på at overdøve dem med råben og tomt megafonsnak, som de sikkert slet ikke kan høre inde i bygningen? Debat og samtale er demokratiets sprog, så hvorfor ikke tale til dem på det sprog, som man så gerne vil have dem til at forstå?

At møde dem med oprejst pande, tale med dem, til dem og direkte imod deres holdninger er det bedste forsvar for demokratiet og det bedste værn imod deres formørkede holdninger. Ingen dialog og kun råben og skrigen er ekstremisternes måde at opføre sig på.

Husk det.

Last modified onSunday, 18 August 2013 15:01

Vær med i debatten

Log In

Log in with Facebook

Forgot your password? / Forgot your username?